Quantcast
Channel: Smerteportalen » handlingsplan
Viewing all articles
Browse latest Browse all 2

Politikere arbejder på national handlingsplan for smertepatienter

$
0
0

Sundhedsordfører hos Dansk Folkeparti Liselott Blixt arbejder i øjeblikket på et beslutningsforslag, der omhandler en national handlingsplan for smertepatienter. Regeringen har afsat midler på finansloven 2012 til at gennemføre handlingsplaner generelt set i sundhedssektoren, som ifølge Jonas Dahl, sundhedsordfører for SF, også kommer til at gælde smerteområdet. Det kommer dog til at tage tid, understreger han.

Foto: Wonderlane

 Katrine Grønvald Raun

Der er behov for en national handlingsplan for mennesker med kroniske smerter. Sådan lød det i sidste uge fra koncernchef for Lægemiddelindustrien (LIF) Ida Sofie Jensen til Smerteportalen.

Læs interviewet med Ida Sofie Jensen her: National handlingsplan for mennesker med kroniske smerter er nødvendig

Det samme mener sundhedsordfører fra Dansk Folkeparti Liselott Blixt.

 

 

 

Hun har de sidste par år haft øget fokus på området, fortæller hun, og arbejder i øjeblikket løbende på et beslutningsforslag, der skal være med til at skabe en mere ensartet strategi for behandlingen af smertepatienterne i Danmark:

- Der er simpelthen nogen, der går alt for lang tid og venter på at kunne få behandling. Nogle smertepatienter venter i to år på behandling, siger hun.

Liselott Blixt fortæller, at hun har deltaget i flere konferencer om området for at samle gode inputs til beslutningsforslaget og finde ud af, hvilke værktøjer, der kan være med til at give området et løft.

Hvad mener du, der mangler i dag?

- Først og fremmest er det værktøjer for den praktiserende læge til at finde ud af, hvordan man behandler netop den her patient. Om den praktiserende læge skal tage kontakt og samarbejde med smerteklinikken, eller om man skal sende patienten videre til en smerteklinik, siger hun.

Læs også artiklen: Lang ventetid på smertebehandling i det offentlige

På en af konferencerne fortalte en smertelæge fra en offentlig smerteklinik, ifølge Liselott Blixt, hvordan man på klinikken havde en online-linje, som de praktiserende læger kunne ringe til, hvis de havde spørgsmål til behandlingen af en patient med kroniske smerter. Problemet var bare, at telefonen aldrig ringede.

- Så der mangler en connection, konstaterer sundhedsordføreren, der samtidig opfordrer branchen og fagfolk til at komme mere på banen.

For manglende interesse fra gruppen har, ifølge ordføreren, trukket arbejdet med et beslutningsforslag ud.

- Mit udgangspunkt er, at der først og fremmest skal nedsættes et udvalg af dem, der har det her som fagområde, så vi sikrer, at det sker i overensstemmelse med de praktiserende læger og smerteklinikkerne. Jeg arbejder videre på det.

Også hos regeringspartiet SF er der fokus på området, og regeringen har faktisk afsat penge på finansloven for 2012 til netop at kunne gennemføre nationale handlingsplaner, fortæller sundhedsordfører Jonas Dahl (SF):

- Vi mener generelt, der skal være handlingsplaner, og nu er der afsat midler til at kunne komme i gang med arbejdet, så man bredt set i sundhedssektoren bygger på den samme faglige ekspertise og trækker på de samme faglige erfaringer, siger han.

Følg også Allévia på Facebook

Han anerkender samtidig smerteområdets udfordringer og behovet for mere evidens:

- Der er ingen tvivl om, at de smerteklinikker, der findes i dag, har mange kunder i butikken, og det understreger også den udfordring, der er – at det er et enormt komplekst område, hvor der ikke altid kan stilles en eksakt diagnose. Det stiller folk i en vanskelig situation, fordi der ikke er nogen defacto-behandling i forhold til det ene og det andet. Og stiller selvfølgelig nogle konkrete udfordringer i forhold til den enkelte. Derfor er der behov for at sikre, at vi får endnu mere evidens på området, og det kan de her retningslinjer også give mulighed for.

Mød ægteparret der begge har levet i flere år med kroniske smerter: At leve livet og rumme smerten

Det er dog ikke en kort proces at udarbejde nationale handlingsplaner, understreger Jonas Dahl (SF)og maner samtidig til besindighed hos Dansk Folkeparti:

- Jeg synes, det er sjovt, at DF efter at have haft ti år til at påvirke det, nu vil rejse sagen. Jeg synes et eller andet sted, at man skal respektere, at der faktisk på den første finanslov under den nye regering er afsat midler til at gå i gang med det her, og at vi har taget det første skridt, siger han og fortsætter:

- Vi er ikke i mål endnu, det anerkender vi fuldt ud. Men vi anerkender behovet for at have nogle nationale handlingsplaner bredt set i sundhedssektoren, og det arbejde har vi sat i gang.


Viewing all articles
Browse latest Browse all 2

Latest Images

Trending Articles





Latest Images